Natursyn for begyndere

Børnehaven Skovtrolden er en institution med 36 børn, der alle er sprællevende som en sæk lopper og højlydte som børnehavebørn nu engang er. Selv om børnene er ganske almindelige, er Skovtrolden dog ikke en helt almindelig børnehave – børnene har nemlig ikke adgang til industrifremstillet legetøj, malebøger og kulørte tuschpenne ligesom opvarmede rum og almindelig indendørsluksus ikke er til rådighed for de små gutter og gutinder.

I den hule hånd

I stedet har børnene redskaber som skovle, save, spande og lignende til rådighed. Redskaber, der sætter dem i stand til ved egenhændigt inspiration og med lidt hjælp fra pædagogerne, at lave deres eget legetøj af skoven, skovbunden og den øvrige nordvestjysk naturs rigdomme.

Bliver børnene trætte tager de sig en lur på et liggeunderlag under et tæppe i et shelter. Fryser de, er bevægelse og fysisk leg den hurtigste vej til igen at få varmen – børnene i Skovtrolden lever og leger ganske enkelt i naturen i samtlige de timer, de er i institutionen.

En gang om måneden har børnene en temadag, hvor de leger sig ind i et naturrelateret emne. Dette emne kan eksempelvis være; høst af naturen, læs sporsneen, kend skovens fugle osv.

Den 12. nov. 2015 var temaet jagt, og dagens formidler var Tonny Toftdal, der bor mindre end et stenkast fra skovbørnehaven lige uden for Bedsted i Thy.

Toftdal er skovløber, opsynsmand på marine områder samt naturvejleder i Naturstyrelsen og har arbejdet med jagt og natur i næsten 25 år. Han er selv far til to meget friske purke og har således haft rig mulighed for gennem de sidste par år at tilegne sig pædagogiske evner inden for formidling til netop den aldersgruppe, han den formiddag stod over for.

Lagt op til spænding

Toftlund startede dagen med en måske lidt teknisk forklaring af haglgeværet funktioner, patronernes virkning og våbensikkerhed, alt imens pædagog Eva Sloth sammen med sin kollega Ketty Pedersen kunne trække sig lidt tilbage – jagt- og naturvejlederen havde fra begyndelsen ungerne i sin hule hånd.

- Nu skal i holde jer for ørene, vi skal nemlig til at skyde, forklarede Toftdal lidt senere, mens betagede børneøjne nøje fulgte enhver bevægelse, mens geværet blev ladet op.

Først blev der skudt på en papkasse for at vise, hvor mange hagl, der er i en haglpatron, hvilket vakte pæn interesse hos ungerne, om end denne var lidt spredt. Anderledes interessant blev det, da naturvejlederen et minut senere demonstrerede haglskuddets virkning på et rådkålshoved.

Skuddet blev afgivet på klos hold, mens hele børneflokken stod med fingrene i ørene, og i det kålhovedet eksploderede, gav det et lille gib i de fleste af børnene. Men den største reaktion kom, da ungerne kort efter gik i gang med at lede efter stumper fra kålhovedet – det var lidt af en skattejagt.

- Nu skal I finde jer en kæp, så I kan klappe noget vildt op til mig, sagde Toftdal lidt senere med en stemmeføring, der var fuld af en spænding, som ufortyndet smittede ungerne.

- Men I skal lige sidde stille og vente tre minutter, inden I begynder, så jeg kan nå på plads, og I skal være stille i de tre minutter, forklarede han ungerne, som blot stirrede på ham, som var han noget helt særligt – der var virkelig lagt op til spænding.

Da de små drivere senere – og på en nogenlunde jævn linje – klappede sig vej frem mod skytten på den imiterede driv-/klapjagt, affyrede Toftdal fem-seks skud til den sneppe og de tre gråænder og to fasaner han havde lagt ud i de tre minutters ventetid – nu skulle der apporteres, hundene skulle i aktion.

For få dage siden var det en stor nyhed i diverse medier, at børn faktisk ikke er kræsne, men at det i stor udstrækning er forældrene, der har indflydelse på, hvad børn kan og vil spise.

For formidlere af jagtoplevelser til børn kan denne udmelding ikke være kommet som den store overraskelse. Har man engang set en flok unger være med til at håndtere eller forlægge et stykke vildt, vil man vide, at børn ikke er født med lede eller væmmelse over for dette.

Der var da også stor konkurrence mellem de små, om hvem der kunne få lov til at bære vildtet, efter at den unge kleiner münsterländer havde afleveret til skytten.

Denne passion for at deltage og observere blev ikke mindre, da naturvejlederen en halv time senere – efter en korrekt vildtparade, hvor sneppen blev placeret øverst – forlagde vildtet og klargjorde kødet til gryden.

Herligt

På spørgsmålet om hvad Toftdal personligt får ud af at formidle jagt og naturoplevelser til så små børn, svarede han:

- Jeg har under min formidling af natur og jagt til børnehavebørn mødt børn, som var sikre på, at kyllingen stammede fra fryseren.

- Og det kan man selvfølgelig godt grine af nu, men hvis en sådan misforståelse får lov til at følge barnet, så vil dette, når det bliver voksent, ret sikkert have et natursyn, der ligger meget langt fra livets realiteter, forsatte han, mens smagsprøverne af vildtfjerkræbryster simrede med løg og bacon i en gryde på brændeovnen.

- Og det kan da godt være, at jeg er lidt for teknisk, når jeg forklarer børn i denne aldersgruppe om jagt, jagtvåben, jagtteknik og vildtparade, men i bund og grund er det ikke min mission at få børnene til at drømme om at gå på jagt, når de bliver store. Jeg ønsker bare at lære dem, hvordan tingene hænger sammen, hjælpe dem til få et fornuftigt natursyn og dermed også sikre, at de på sigt får en forståelse, ikke bare for naturen og sammenhængen i den, men også for jagten og dens værdier, forklarede han.

Ifølge Toftdal er det bare om at komme i gang, hvis man kunne have lyst til at formidle jagtoplevelser til denne modtagelige aldersgruppe.

- Det er faktisk ikke særligt kompliceret. Man skal bare sørge for at børnene får en god og spændende dag ud af det, mens man forklarer, hvordan tingene hænger sammen og lader børnene udforske undervejs, forklarede han.

Lige præcis det sidste gjorde Frida på fem et halvt år, idet hun som alle Skovtroldens andre børn, under hele jagten var meget aktiv, opmærksom og deltagende. På spørgsmålet om hvad dagens højdepunkt havde været, svarede hun med friskhed i stemmen:

- Det var at samle vildtet op sammen med hundene, efter at Tonny havde skudt det.

Og er det ikke bare herligt? For det er vel i bund og grund den samme glæde selv aldrende medlemmer af vores forbund oplever efter en fuldendt jagtdag – det er da et jagt- og natursyn, der vil noget.