Vellykket og velbesøgt Jagt og fiskedag 2017.

Søndag d. 15 oktober 2017 blev årets Jagt og fiskeridag afviklet på området omkring Opalsøen ved Hammeren. Det meget fine efterårsvejr, var nok medvirkende årsag til de mange gæster, 1200-1500 i alt, og især mange børnefamilier havde valgt at lægge søndagsturen forbi hammeren.

Der var stor aktivitet ved de mange forskellige stande, som det alsidige program kunne byde på. Traditionen tro trak opvisning af Bornholms Rovfugleshow rigtig mange gæster til.

De mange gæster havde bl.a. mulighed for at afprøve div. fiskegrej, skydninger med bl.a. bue og pil, haglbøsse efter lerduer, lasershot, luftriffel hos DGI skytterne, høre Bh. Jagthornsblæsere, se jagthunde arbejde, jagtsti m.m.

Også omkring grillen med mange smagsprøver, var der stor tilstrømning. Hele 5 rådyr blev forlagt og senere uddelt som smagsprøver. Flere gæster, især turister, var meget interesseret i det magre, super møre og velsmagende vildtkød.

Jagt og Fiskedagen var arrangeret i samarbejde med Danmarks Jægerforbund, DGI skytterne, og Bh. Sportsfiskerforening.

 

ME.