Fredag d. 30. oktober åbnede Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm den nye udstilling.

Kongens Skov - verdens arv

Fredag d. 30. oktober åbnede Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm den nye udstilling.

Museumsdirektør bød velkommen og senere trådte David CP på talerstolen og fortalte en historie om parforcejagten som den foregik i sin tid.

Det vilde ridt - tale til åbningen af Parforcejagts udstillingen på Jagt og Skovbrugsmusset 2015

 Af David Carsten Pedersen

Som jæger bliver man virkelig glad for den anerkendelse, når UNESCO slår fast, at jagten og de mennesker der har udøvet den, er en del af vores fælles kulturarv. Fra parforcejagtens landskaber til falkejagtens udøvelse, viser UNESCOS anerkendelse, at sammenhængen mellem naturen og jægeren endelig bliver forstået. Til alle dem der har arbejdet på at få dette til at lykkes, skal der lyde en stor tak, fra alle os i grønt.

For jagten, i alle dens aspekter, har altid været en del af den menneskelige kulturhistorie. Og glemmer man dette, glemmer man hvem vi er.

Os der er vokset op i Nærheden af Jagt og Skovbrugsmusset, har fået denne forståelse ind fra børnehaven. Om man så var fra jægerfamilie eller boede på Nørrebro, var den gule bygning et sted hvor man kunne dykke ind i en anden verden - en skov af historier, underlige trofæer og gamle smukke våben. Her var der ingen, der syntes, at det at slå sin egen mad ihjel var forkert, ulækkert eller barbarisk. Det var normen. Her måtte man være den jæger vi altid har været.

Og de sidste par år er der blevet flere af os. Jægerne. Vi har oplevet en stigning i interessen, forståelsen og fascinationen af hvem vi er, ikke mindst hos byboerne. I metroen ser man unge hipstere i camouflage jakker, NOMA servere vilde ænder i verdensklasse og familien Danmark underholdes af DR’s drabelige duo i NAK og ÆD.

Danskerne er vilde med jagten, ligesom de altid har været det. Unge mænd og kvinder, tager i stigende antal jagttegn, og foreninger, nyjæger jagter på statens arealer og den fri jagt på havet, gør det muligt for alle straffri danskere at komme på jagt i deres eget land.

Slut er den tid, hvor det kun var kongerne og adelen, der måtte nyde jagtens glæder. Idag er jagten blevet en mere demokratisk størrelse.

For som altid er jagten, og den måde den udøves både et resultatet af og et symptom på vores styreform. Parforcejagtens enorme parkanlæg, er måske det bedste eksempel på dette.

Men hvor det tidligere kun var enevældige konger, der med udpræget ligegyldighed overfor individer og uden hensyntagen til den stedligt forankret historie, kunne forflytte landsbyer og institutioner efter forgodtbefindende, er det nu også et teknokratisk embedsværk forundt, at udfører sådanne spektakulære magtdemonstrationer.

Nogen ville sige at dette var en udvikling. Andre ville mene at der stadig er langt igen, inden vi helt har kastet endevældets tyranniske tendenser fra os.

Men en ting er det geopolitiske magtspil. Noget andet er at tænke med hjertet, og forstå mennesket bag.

For tag ikke fejl. Selvom landskabet viser en magtfuldkommenhed, som kun få udøver idag, så gik kongerne ikke på parforcejagt fordi det var kedeligt. De havde det for vildt!

Jagtens lidenskab er og bliver gribende, og glæden ved det vilde ridt og sejrens sødme, var så stærk, at den smitter af på tusinder af danskere, når der hvert år afholdes Erimytageløbet i Dyrehaven.

I denne politisk korrekte og tv transmitterede version af parforcejagten, er drabet godt nok trådt i baggrunden, men konkurrencen og spændingen følger stadig med. Parforcejagten er et gribende spektakel. Og pøblen glæder sig altid, når de magtfulde falde af hesten.

Men for at forstå en konge, er det ikke nok at se en pony rytter falde i magasindammen. Man bliver man nød til at åbne sit sind. At sætte sig selv i sadlen og at få blod på hænderne.

Jeg har selv aldrig drevet parforcejagt, men efter et helt liv med jagt, er jeg vandt til selv at føre kniven. Og jeg kender følelsen af, at jagten betyder mere end noget andet. Derfor har jeg skrevet denne lille historie, inspireret af den oplevelse, der venter jer inde bag den dør:

Lyden af dundrende hove og gjaldende horn fylder skoven. Over dig lukker de gyldne trækroner sig og langt væk kan du høre hundende glammen. Du kender dem. De leder dig til sejr.

Dette er ikke dit første vilde ridt. Du ansporer din hest og glider sammen med den i en rasende fart.

Herude er der Ingen hofsnoge eller politiske rævekager. Ingen pøbel der bukker og skraber. Herude, langt fra stanken af byen, dine elskerinde og din pudrede dronning, er du fri til at være den du er inderst inde: en kriger konge.

Af de lange alleer kan du allerede se skovsøen, hvor hundene kæmper med den store hjort. Det store dyr er træt efter den lange jagt. Alt i skoven ved, at jagten er ved at nå sit klimaks.

Hele dit jagtselvskab har arbejdet på dette øjeblik, med en dedikation du ellers kun ser på slagmarken. Scenen er sat - nu mangler de bare at DU, at jagtens herrer, bestiger den og levere den store finale.

Du stiger af hesten. Hjorten ligger træt i sølet. Men den kæmper stadig.

Dine mænd prøver at holde dig tilbage. Men du VIL vise at du stadig er, den mand ved du er. Deres leder. Deres konge. Intet kan holde dig tilbage.

Vandet er koldt da du går id idet, og bevæger dig ind mod dyret fra enden. Lugten af adrenalin og brunst står skarpt i dine næsebor.

Hundene hænger i hjortens ører. Deres gøen er øredøvende. Den mange hundrede kilo tunge krop gisper efter vejret, mens den træt kaster sin krone rundt for at fange en af de stædige dyr. Den er færdig. Men Du er klar.

Hirschfængeren er trukket. Blikket er stålsat. Med din ene hånd får du fat i geviret og med den anden, driver du kniven dybt ind i siden på hjorten, lige bag forbenet.

Skindet gir sig først ikke. Men så går der hul og da stålet forsvinder ind til parerpladen, trækker hele hjortens krop sig sammen.

Det et varme blod pumper ud over din hånd da du trækker kniven fri så den kan forbløde. Det bobler fra såret og lyder som en blæsebælg, der hvor kniven har punkteret begge lunger.

Sejrrigt slipper du dit tag, og vender du dig, for at gå tilbage mod dine undersåtter, der med bøjede hoveder venter, ved søens bred.

Du bader i deres andagt. Selv dine adelsmænd slår blikket ned. Dette er den du er. En konge af guds nåde, der kun følger sin egen vilje, med magten over livet og døden.

Et lyn af smerte går igennem dit lår. I en sidste krampetrækning, har hjorten sparket bagud og ramt dig med al den styrke som det mægtige dyr har tilbage. Med et ynkeligt skrig falder du forover og møder det beskidte vand med et plask. Smagen af mudder, hundelort og brunsthjort fylder din mund og dine næsebor. Din lange kniv har du tabt i mudderet. Dit ben føles som om det brænder indefra. Du kan ikke komme op.

Stærke hænder tager dig under armene, får dig på benene, og bære dig ud af den lille sø. Bag dig bløder den majestætiske kronhjort ud i det mudrede vand. Hele jagtselvskabet holder masken. Men skaden er sket. Alle har set kongen falde. Enevældet er aldrig stærkere end dens kransekagefigur.

Kun de sulte hunde står og glammer. De kan alle lugte blodet.