OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 23. december 2016

Julehilsen fra kredsbestyrelsen

Julehilsen fra Kredsbestyrelsen.

Julen står for og med dette også snart et nyt og spændende år.

Stort engagement i hele Kredsen.
I Kredsbestyrelsen har vi gennem 2016 mærket et fantastisk engagement fra det pulserende liv i foreningerne , hvor der ydes en kæmpe indsats hele raden rundt som vores medlemmer nyder godt af. Kæmpe ros for det til alle jer.

Såvel kredsbestyrelsen som koordinatorer har også gennem 2016 lagt sig i selen for at opfylde blot nogle af de mål, der dels er sat af Kredsen selv, samt af Danmarks Jægerforbund. Her ser vi mange frivillige som er ivrige hjælpere på sidelinjen og det er helt fantastisk at opleve den opbakning der er derude.

Medlemssystem og kontingenter.
Et af de helt store mål i 2016 har været implementeringen af det nye medlemssystem. En kæmpe opgave som vi føler vi er kommet godt i mål med.
Det kan også nævnes vi er mål med kontingenterne i forhold til budget for 2016, hvilket vi alle kan være tilfredse med, så også her stor ros for at fastholde og rekruttere medlemmer.

Jubilæumsår.
Kredsbestyrelsen har netop afholdt årets sidste møde og med det er vi klar til at tage hul på et nyt år, et jubilæumsår, som blandt andet byder på strategi- og strukturdrøftelser, Jagttidsforhandlinger, udsætningsforlig, dåvildtforvaltning og meget meget mere.

Lidt om riffel og haglprøver..
Riffel- og haglskydeprøverne har vi i DJ til dato været entreprenører på, men grundet EU regler om udbud af offentlige opgaver skal vi i 2017 afgive tilbud på disse 2 opgaver. Vi har for nuværende kontrakt udløb 31.12.2017, men vi går selvfølgelig benhårdt efter at fortsætte med disse opgaver i 2018 og længere frem.

Donationer..
Hvert år har DJ behov for 101 donationer a kr. 200,- i forhold til licensaftaler. Opnår vi ikke disse donationer koster det DJ i omegnen af 2 millioner kr.
Det lykkedes i sidste øjeblik at få indhentet de 101 donationer, men vi må erkende det er en tilbagevendende udfordring. Derfor har vi i kredsbestyrelsen taget initiativ til at vi i kreds 1 går forrest og dermed givet hinanden håndslag på at vi i 2017 sørger for at disse 101 donationer kommer i hus. Efterfølgende er det lykkedes at øremærke det samlede beløb der kommer ind - til en aktivitet/aktiviteter i kreds 1 – så her skal vi lige stå sammen og samle disse donationer ind i en fart, således vi kan få disse kroner ud at arbejde i kredsen.

Vi ses lige om lidt...
2017 indledes med jægerrådsmøderne, som vi gerne vil opfordre jer til at deltage i. Der kommer på møderne blandt andet indlæg om emnerne nævnt herover, samt om den nye forvaltning af kronvildt, som netop er underskrevet af ministeren, vi følger selvfølgelig op i kredsen i det nye år i forhold til de nye jagttider på kronvildtet, herunder mulighederne for lokale jagttider, vi forventer yderlig  mødeaktivitet omkring dette i løbet af februar måned.

Vi håber også at se mange af jer den 4. februar til en spændende og god fællesdag for bestyrelsesmedlemmer i jagtforeningerne. Sidste tilmelding er 10. Januar via jeres jægerrådsformand som også kan fortælle jer mere om arrangementet.

Følg med i årsplanen, her ligger også frister for ansøgninger.
Årsplanen ligger nu på Kredsens hjemmeside og viser en samlet oversigt over koordinatorernes arrangementer og Kredsbestyrelsens mødeplan. 
Her kan I følge med i frister for forskellige puljeansøgninger og emner til dagsordenen mv.  Vi håber at I blandt andet vil benytte jer af, at det er nu hele året kan søges til lokalforeningspuljen. Der er nemlig penge at hente til mange ting som kan gøre nytte rundt om i foreningerne.

Med dette kombinerede nyhedsbrev og julehilsen vil vi gerne fra Kredsbestyrelsens side sige mange tak for indsatsen og samarbejdet i gennem 2016 og ønske jer og jeres familier en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

På Kredsbestyrelsens vegne
Leif Bach, HB medlem og Grethe Jakobsen Kredsformand