Efter riffelskuddet - en guide

Hvis man følger de tre nedenstående trin, som er beskrevet i det følgende, er der gode chancer for at finde anskudt hjortevildt. Tilgangen er den samme, uanset hvilket stykke hjortevildt der er tale om.

Trin 1. Afvent og genkald skuddets virkning 

Når skuddet er afgivet til bukken, skal man altid straks genlade og være klar til at skyde igen. Hvis bukken ligger, så man kan se den og nærmest kaster hovedet fra side til side, er det normalt de sidste krampetrækninger. Så kan man bare vente, til dyret ligger helt stille og er dødt. Men hvis bukken ligger med hoved og ører i normal position, skal man være klar til at skyde igen, for så er dyret sandsynligvis ikke ramt ordentligt.

Hvis bukken er forsvundet efter skudafgivelsen, skal man blive stående og vente 10-15 minutter. I ventetiden kan man forsøge at indprente sig det sted, hvor bukken stod og prøve at huske dens reaktion på skuddet. Hvad man især skal lægge mærke til er:

  • Faldt bukken som ramt af lynet i skuddet, inden den flygtede fra skudpladsen? En buk, som falder sådan i skuddet, er normalt ramt.
  • Løb bukken almindeligt eller snublede den, da den flygtede?
  • Flygtede bukken langsomt og med krum ryg fra skudpladsen?
  • Var alle bukkens løb intakte?
  • Var der andre dyr i området omkring bukken? 

Er bukken flygtet?

Jægeren har en formodning om, hvor den opholder sig, og at den måske allerede er død. Men man skal endelig ikke gå derhen. Derimod skal man markere det sted, hvorfra skuddet blev afgivet, så det er let at finde igen. Herefter skal man gå videre til trin 2.

Trin 2: Undersøg skudpladsen

Man skal som nævnt aldrig gå direkte hen til det område, hvor man formoder, at bukken er død. Derved risikerer man at jage bukken væk, hvis den for eksempel er ramt i et forløb. Hvis bukken kommer på benene umiddelbart efter et skud i forløbet, vil den flygte langt væk og være meget svær af eftersøge. Det forringer chancerne for at få bukken med hjem betydeligt.

I stedet skal man gå langsomt hen til det sted, hvor bukken stod, da den blev påskudt – skudpladsen.

Hvis undersøgelserne her viser, at bukken er ramt i forløbet, kan man tilrettelægge en eftersøgning og få tilkaldt en erfaren schweiss­hund, som kan håndtere anskydningen.

Ved forløbsanskydninger finder man normalt rørknogler, korte hår og lidt schweiss.

En væsentlig årsag til, at mange eftersøgninger bliver særligt vanskelige er, at jægeren er mere koncentreret om vildtet end om skudpladsen. Derfor kan han/hun ikke præcist markere, hvor dyret stod i skudøjeblikket.

Typisk oplever jægeren, at bukken efter skuddet forsvinder ind i en tykning, hvor der kort efter er helt stille. Herudfra konkluderes der ofte fejlagtigt, at dyret må være dødt, og jægeren bevæger sig derfor ind for at lede efter sin nedlagte buk. Men dyret er væk, måske fordi jægeren har jaget det væk fra sårlejet, og dermed er eftersøgningen gjort endnu sværere.

Hvis jægeren i stedet for havde givet sig tid til at finde skudpladsen og undersøge den, kunne han/hun ud fra observationerne her afgøre, om dyret var dødt og derfor kunne eftersøges med det samme, eller om der var brug for at tilkalde en schweisshund. En sådan tilgang ville spare mange resultatløse eftersøgninger.

Erfaringer med anskydning i løbene viser, at chancen for at finde dyret kun er 10-20 procent, hvis det er kommet op fra første sårleje. Hvis dyret derimod ikke er kommet op, stiger chancen for, at det bliver fundet og aflivet ved en eftersøgning med schweisshund til 60-70 procent.

Konklusionen er derfor indlysende: Her skal tilkaldes en erfaren schweisshund. Ring så hurtigt som muligt, og markér skudstedet og pürschtegnene. Lad pürschtegnene blive på skudpladsen, så schweisshundeføreren selv kan danne sig et indtryk.

Anskudsstedet markeres bedst ved at stikke en gren i jorden og lægge en anden gren med en tilspidset ende på jorden – pegende i flugtretningen. Dermed beskyttes også pürschtegnene. Man kan også sætte mærkebånd op i et træ og bruge markeringsbånd i stedet for grene.

Trin 3. Tilkald en schweisshund

Ved den mindste tvivl er den eneste rigtige handling at tilkalde en schweisshund. Tro ikke, at det er til besvær. En autoriseret hundefører vil gerne have lejlighed til at bruge sin hund. Hvert år foretager de registrerede mange såkaldte kontroleftersøgninger, der foretages for en sikkerheds skyld efter et skud, selv om der ikke findes egentlige tegn på anskydning. 25% af disse kontroleftersøgninger ender faktisk med, at dyret findes. Derfor: Tvivlen skal altid komme vildtet til gode.

Pürschtegn

De afskudte dele fra dyret, som man finder på anskudsstedet, kaldes pürschtegn. Betegnelsen dækker over afskudte hår, kødstumper, knogledele, spor efter dyrets klove og schweiss.

Pürschtegn giver ofte et fingerpeg om, hvor dyret kan være ramt. De kan være med til at fortælle jægeren, om der skal tilkaldes en schweisshundefører, eller om han/hun selv forsvarligt kan lede efter dyret. Det kræver dog en del erfaring at træffe denne afgørelse, så i mange tilfælde er det fornuftigste at kontakte schweiss­hundeføreren. Så kan man i samråd med ham vurdere situationen.

Det er gammel jægerkundskab at kunne læse pürschtegn. Men selv om vildtet er ramt, kan det være yderst svært at finde pürschtegn på anskudsstedet. Det gælder især for de større arter af hjortevildt, hvor kuglen måske ikke er gået igennem dyret.

Ved mindste tvivl er den eneste rigtige handling at tilkalde en schweisshund. Tro ikke, at det er til besvær. En autoriseret schweisshundefører vil gerne have lejlighed til at bruge sin hund.

De forskellige typer anskydninger

 
Bladskud:

Dyret træffes korrekt på bladet (de vitale dele – se også træfområde). Hvis dyret ikke forender på stedet, ses det gerne springe i vejret og sætte af sted. Dyret ligger normalt forendt inden for 20-100 meter.

Løbsskud:

Rammes dyret i forløbet, springer det gerne fra skudstedet, som havde det været et bladskud. Ofte kan den opmærksomme jæger dog se, at et løb hænger eller ”flagrer” unaturligt. Ved denne type anskydninger, er det vigtigt, at man ikke forstyrrer dyret yderligere ved selv at eftersøge det, da det kan betyde meget lange flugtstrækninger med ringe mulighed for at finde dyret.

Tapskud:

Dyret er truffet meget højt – over rygraden. Det falder som ramt af lynet, men kort efter rejser det sig og flygter fra skudstedet. Ved mistanke om denne skudplacering, skal man være klar til hurtigt at skyde igen. Flygter dyret fra stedet, er det sjældent muligt at finde og aflive det.

Maveskud:

Rammes dyret i maveregionen, vil man se, at dyret løber eller går mere eller mindre krumrygget fra skudstedet. Skuddet er dødeligt, men dyret kan gå langt. I mange tilfælde sætter det sig dog, når det finder dækning. Det er vigtigt, at man ikke forstyrrer det anskudte dyr, men giver det tid til at forende og/eller tager kontakt til en schweisshundefører. Der findes kun begrænsede mængder schweiss i sporet. I tilfælde, hvor dyret træffes i mave eller tarmområdet, kan man opleve at det sætter sig og slikker i såret. Hvis det forstyrres, er det i stand til at rejse sig og forlade stedet. Det anbefales derfor at afgive et opfølgende skud.