Bestyrelsesarbejde lokalt

Kurset henvender sig til bestyrelser i jagtforeninger, kredse og Jægerråd, der ønsker at få styrket bestyrelsesarbejdet og skabe grundlag for det fremadrettede arbejde.

Jagtforeninger, kredse og jægerråd med interesse i at styrke bestyrelsesarbejdet og skabe grundlag for det fremadrettede arbejde.

Formålet overordnet 

  • at styrke jagtforeningernes, kredsenes og jægerrådenes bestyrelsesarbejde og skabe grundlag for det fremadrettede arbejde 
  • målrettet at styrke og gennemføre det jagtpolitiske arbejde lokalt 
  • at medvirke til øget delegering, så der skabes større ejerskab 
  • at medvirke til en mere dialogorienteret mødekultur, hvor der er mindre beretning og mere om fremtiden, at medvirke til at skabe sammenhæng mellem Jægerforbundets overordnede strategi og handlinger i jagtforeninger, JKF og kredse.

Samtidig er det formålet at styrke evnen til kommunikation i organisationen, så der opstår øget klarhed omkring Danmarks Jægerforbunds vision, mission, overordnede strategier samt målsætninger og rollefordelingen i forhold til dette.

Det er endvidere et mål at styrke samarbejdet mellem tillidsfolk og administration og få anskueliggjort værdierne. 

Kurset skal derudover medvirke til en overordnet og visionær tilgang til organisationsarbejdet og den politiske proces, så der kan sikres lokal indflydelse i samarbejdet med myndigheder og andre interesseorganisationer.

Målgruppe

Medlemmer af bestyrelser i jagtforeninger, kredse og jægerråd. Den arrangerende jagtforeningsbestyrelse, kredsbestyrelse eller jægerrådsbestyrelse beslutter deltagerantallet. Der anbefales min. 15 - maks. 60. 

Hvorvidt man ønsker, at kurset afholdes sammen med en eller flere sidestillede bestyrelser eller på tværs af niveauer, det er op til den arrangerende bestyrelse at afgøre. Det er situationsbestemt hvilken model, der kan anbefales. 

Rådgivnings- og Uddannelsesafdelingen giver gerne råd og vejledning om fordele og ulemper ved de forskellige modeller. 

Bestyrelsen sammensætter selv de emner, som den givne bestyrelse eller bestyrelser har behov for at arbejde med, så det tilpasses lokale forhold. 

Der tages udgangspunkt i de behov, der er hos bestyrelsen eller bestyrelserne. Det vil medvirke til et mere kvalificeret og målrettet uddannelsesforløb. 

Rådgivnings- og Uddannelsesafdelingen vil meget gerne være behjælpelig med sammensætningen af emnerne. 

Når emnerne er valgt, vil Rådgivnings- og Uddannelsesafdelingen i samråd med målgruppen (bestyrelsen eller bestyrelserne) tilrettelægge det endelige kursus eller en kursusrække og afstemme forventningerne til uddannelsesforløbet.

Emner

  • Bestyrelsen som team (High Performance teambuilding): Hvordan bliver bestyrelsen et team, der yder maximalt og opnår resultater?
  • Bestyrelsens potentiale: Hvordan får vi bestyrelsens samlede kompetence i spil og udnytter dens potentiale?
  • Bestyrelsesledelse: Hvordan arbejder vi med ledelse i bestyrelsen?
  • Fra strategi til handling: Hvad dækker begreberne vision, mission, operationelle mål og taktiske mål over, og har det relevans for arbejdet i jagtforeningen?
  • Mødeledelse og mødeteknik: Hvorfor holder vi møde? Hvordan holder vi effektive og konstruktive møder?
  • Pressekontaktens hvem, hvad, hvor og hvordan: Jagten, jægerne, jagtforeningerne, JKF'erne og Jægerforbundet skal figurere mere og bedre i medierne.
  • Fundraising: Sådan fylder du foreningskassen
  • Medlemshvervning: Sådan får du flere med
  • Foreningsjura: Hvad er ret og rimeligt i jagtforeningen? 

Metodik og praktisk afholdelse

Kurserne gennemføres som caseorienteret undervisning. Det vil sige, at deltagerne præsenteres for værktøjer og teori, som via cases trænes og afprøves i praksis. Deltagerne vil derved få mulighed for at anvende den tillærte teori og omsætte den til handling. Målet er, at deltagerne præsenteres for et muligt mål og selv finder vejen til målet via løsninger med de værkstøjer og den teori, der præsenteres. 

Underviserne fungerer først og fremmest som proceskonsulenter og coaches. 

Kursets varighed afhænger af ønsker til indhold og sammensætning af emnerne. 

Vi kan tilbyde aftenkurser af 3-4 timers varighed, dagskurser af 8-10 timers varighed, flere dage i sammenhæng eller splittet op på flere dage. 

Den eller de arrangerende bestyrelser sørger for undervisningslokale og forplejning. 

Markedsføring og tilmelding

Den eller de arrangerende bestyrelser sørger som udgangspunkt selv for markedsføring. Rådgivnings- og Uddannelsesafdelingen kan medvirke til markedsføringen. 

Arrangørerne tager imod tilmeldingerne, og de sørger for information om kursussted og tid til deltagerne. 

Undervisere

Rådgivnings- og Uddannelsesafdelingen finder underviser. Inden kurset markedsføres, skal dato for kursusafholdelse aftales med underviseren. 

For yderligere information og konkret aftale om kursus kontakt: Niels Søndergaard, Tlf: 88 88 75 06 eller email til nis@jaegerne.dk