Et særligt forhold

Der er mange bevæggrunde blandt danske jægere for at gå på bukkejagt i Danmark. Nogle skyder sig en ung buk for fornøjelsens skyld, mens andre skyder til gryden, og andre igen sparer unge lovende bukke for at gå efter en seksender, som de har fulgt gennem årene og set frem til en dag at nedlægge.

Da Frank Jensen i 2016 tiltrådte jobbet som skytte på et nordfalstersk gods, besluttede han at forvalte råvildtet (bu efter de principper, der ligger til grund for den tidsmæssige placering af den danske jagttid på sommerbuk. Det oprindelige formål med en jagtsæson fra d. 16. maj til d. 15. juli – altså inden artens brunstperiode i slutningen af juli og begyndelsen af august – var at give mulighed for en selektiv afskydning af de bukke, der ikke bidrager til en sund bestand.

Nul bukke på topti

Frank er født og opvokset på en bornholmsk gård i et område med nogle af landets stærkeste bukke, i hvert fald når det kommer til opsatsdannelse. Som ung nedlagde han således et par bukke, der bl.a. grundet genetikken blandt klippeøens råvildt, blev opmålt til medalje – og det til trods for at ingen af bukkene var specielt gamle.

En sådan genetik findes ikke i råvildtet på Nordfalster. På trods af Falsters ikke helt ringe størrelse (514 kvadratkilometer) kommer kun fire ud af 500 topti bukke på Danmarks Jægerforbunds liste fra øen – ingen af disse er nedlagt på den nordlige halvdel af øen.

Stærke seksendere skånes

For at forbedre kvaliteten af bukkeopsatserne på ejendommen lavede Frank en målrettet forvaltningsplan af råvildtet. Med den genetik råvildtet har på ejendommen, er han ret sikker på, at han aldrig kommer til at producere en medaljebuk. Han er dog af den overbevisning, at han ved at forbedre biotopen og arbejde med fokus på sundhedstilstand og opsatsdannelse, vil kunne få det sundeste råvildt.

Han har således hvert år fredet de stærkeste og mest reelle seksendere, så de har kunnet beslå råerne i brunsten. Det har med tiden også bevirket, at de jægere, der får mulighed for at nedlægge en af de seks-syv ældre bukke, der sættes til afskydning hvert år, har kunnet nedlægge bukke på retur – hvilket ikke er ret mange jægere forundt i Danmark.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Returbukke er generelt ikke kendetegnet ved at bære en stærk opsats, men jagten på en gammel, erfaren buk er til gengæld en udfordring, som de der har prøvet det, vil vide at sætte pris på. Lykkes det, høster man en opsats, som normalt vil have korte rosenstokke, en opsats med hængende rosenkranse og kan være pindet og/eller lidt skæve i det.

Kendte bukke

Det er svært at være 100 pct. sikker på, at bukkene i de givne områder af reviret er de samme år efter år. Gennem årene har Frank dog haft flere bukke med kendetegn, der har gjort det muligt for ham, at følge dem. Typisk har det været bukke med en øreskade, som har været let at genkende.

På baggrund af de observationer han har gjort, har han bl.a. kunnet konkludere, at bukkene på hans revir kommer tilbage til den samme plads hvert forår, samt at det revir, den enkelte buk holder, er på mellem to og 15 ha., og at det bliver udvidet lidt i størrelse efterhånden, som bukken får alder. Derudover har han konstateret, at bukkene i hans område topper i fire-femårsalderen, hvorefter de oftest går markant tilbage i opsatsudviklingen. Han har også konstateret, at bukkene normalt har samme opsatsform år efter år, samt at deres individuelle adfærd tit er den samme: Nogle bukke er aktive, andre sky, mens andre igen er meget aggressive – akkurat som man kan se det blandt et kuld hundehvalpe eller hos menneskebørn.

En særlig buk

På trods af at Frank har mulighed for at nedlægge buk hvert år, er det ikke noget der sker ofte. Jægere, der bor i deres jagtrevir eller som besøger det på daglig basis, vil vide, at ”skydelysten” for mange falder markant, når man kender området og dyrene godt.

Det var således tre år siden, Frank sidst havde nedlagt en buk i området, da han i 2023 besluttede at gå efter bukken med det halve øre. Gennem fire år havde han fået et helt særligt forhold til bukken, som han fulgte på stort set daglig basis. Bukken var blevet minimum seks år gammel og havde været på retur både året forinden og dette år.

Frank kendte bukkens rutiner og han vidste præcis, hvor bukkens revirgrænser lå. Det var således – trods bukkens alder – ikke den største jagtlige udfordring, men det blev en værdig afslutning på et mangeårigt bekendtskab for dem begge.

Bukken ville have været en rigtig flot seksender på væggen, havde Frank nedlagt ham, da han var på toppen, men det er altså ikke sådan, Frank har besluttet at forvalte sit råvildt.